Snowboard handsker

Vil du gerne undgå våde og stivfrosne fingre? Der er ikke noget værre end at fryse om hænderne og fingrene, fordi du ikke har nogle gode nok snowboard handsker.

Hænderne er et af de steder, hvor du først begynder at fryse. Det skyldes, at hænderne fysisk er langt væk fra hjertet, og derfor er det sværere for hjertet at pumpe blod nok ud til fingrene.

Snowboard vanter skal derfor være godt isoleret, så de er varme nok, have god foring og være vandtætte og også gerne åndbare.

Lad os se lidt nærmere på, hvad du skal holde øje med, når du skal købe snowboard handskerne.

Vælg snowboard handsker og ikke skihandsker

Det første råd (og måske vigtigste råd) er: køb handsker lavet til snowboard og ikke skihandsker.

Når du søger på nettet og skriver ”skihandsker”, vil du kunne risikere, at der komme handsker frem, som er lavet til at stå på ski. Når du står på ski, har du ikke lige så meget fysisk kontakt med sneen, som når du står på snowboard.

Det betyder, at skihandskerne for eksempel ofte ikke er lige så vandtætte og er lavet i et tyndere materiale for, at man kan holde på skistavene.

Når du skal stå på snowboard, skal du have handsker, som er vandtætte nok til, at du ofte rører sneen med hænderne, når du for eksempel skal op og stå på boardet.

Snowboard handskerne skal være vandtætte

Hvis handskerne først bliver våde, så er du ’done’. Du vil lynhurtigt begynde at fryse. En kombination af kold vind og våde handskerne giver en farlig ’cocktail’, der kun kan resultere i en dårlig snowboard-oplevelse.

Sørg derfor for at investere lidt ekstra i nogle vanter, som du er helt sikker på er vandtætte.

Hvis du vælger at købe handsker, som er lavet til at stå på snowboard, så er du allerede et godt stykke den rigtige vej. De vil oftest allerede have taget højde for, at du har hyppigere kontakt med sneen, end hvis du stod på ski.

Du kan dog med fordel alligevel tjekke, om handsken nu også er vandtæt nok til dit behov. Det kan du for eksempel gøre ved at kigge efter handsker med Gore-Tex membran. Det anses for at være noget af det bedste til snowboard-brug, fordi det går for at være 100% vandtæt, men samtidig også åndbart.

Nogle producenter oplyser også et tal. Et tal, der indikerer, hvor vandtætte handskerne er. Det måles ofte i ”vandtryk”/”vandsøjletryk” og kan være et godt pejlemærke for, hvor vandtætte handskerne er.

Hvis vandsøjletrykket er angivet, skal det helst som minimum være 7.000 mm., men gerne endnu højere. Især hvis du ved, at du kommer til at have meget fysisk kontakt med sneen, eller at vejret kan være ustadigt der, hvor du skal hen.

Hvis handskerne er med Gore-Tex membran, er det ikke sikkert, at der bliver oplyst noget tal. Det skyldes, at handskerne anses for at være 100% vandtætte, når det er Gore-Tex.  Gore-Tex har også den fordel, at det er åndbart, og du vil derfor ikke føler, at du står på snowboard i et drivhus, hvis du vælger vanter med Gore-Tex membran.

Handskernes foring

Handskerne skal ikke blot være vandtætte – de skal også have en god foring. Foringen er laget mellem yderlaget og din hud.

Foringen skal være isolerende, behagelig og kunne modstå selv meget lave temperaturer. Handskernes foring er afgørende for, at du kan holde varmen om fingrene – selv under de allermest barske vejrforhold.

Det kan være svært at vide, hvad du skal holde øje med, når du skal kigge efter foringen. Her følger prisen og kvaliteten dog oftest ad. Jo mere du investerer i handskerne, jo bedre foret er de oftest også.

Hvis du ved, at det kan blive meget koldt de steder, hvor du skal stå på snowboard, kan det derfor anbefales, at du investerer i nogle af de lidt dyrere handsker.

Hvis du skal stå på snowboard, hvor det er så varmt, at du næsten ikke behøves handsker, behøves du dog ikke investere hele børneopsparingen væk, da du ikke har samme behov for foring, men derfor kan det stadig være en god idé med nogle handsker, der er vandtætte, hvis der skulle komme nedbør.

Snowboard vanter størrelse

Det er vigtigt, at snowboard vanterne er den korrekte størrelse.

Hvis de er for store vil de ikke være varme nok, fordi dine hænder vil have sværere ved at varme handsken op, da der er mere ’luft’ i handsken, som skal varmes op. Hvis de omvendt er for små, vil de være ubehagelige at have på – og i værste fald kan de være ubrugelige.

En tommelfingerregel er, at mellem spidsen og enden af dine snowboard vanter skal der være en halv til en hel cm.

På den måde er der stadig lidt plads, når du bevæger hænderne, men handskerne har stadig en god isolerende effekt, hvor din hånd kan fordele varmen i hele handsken, så varmen også når ud til fingerspidserne.